Hverdagen i Vængebo

Hverdagen i Vængebo

Godmorgen

Alle børn skal have hjemmesko på og skal følges op på stuen. Det er vigtigt, at I altid siger goddag og farvel til en fra personalet, så vi ved, hvem der er kommet og hvem, der er gået. Børnene skal være her inden kl. 9.30 af hensyn til planlagte ture, aktiviteter, fødselsdage mv. Det er ikke rart at være den sidste der kommer og de andre eksempelvis er igang med en leg.

Madpakke og frugtpose

Bestyrelsen i Vængebo stemmer hvert andet år omkring frokostordning. Pt. er vi ikke med. Dette har vi valgt, fordi vi ikke synes, at mad bragt udefra hænger sammen med Vængebos pædagogiske principper (fordybbelsen i læringen er vigtig fx på en tur, derfor vil et specifikt tidspunkt, hvor maden kommer ikke hænge sammen.), derfor skal barnet selv have madpakke med samt en frugtpose. Barnets madkasse med navn på, lægges i køleskabet i vindfanget. Frugten i stoffrugtposer med navn, hænges på knagerne, ligeledes i vindfanget.

 

Beklædning

Klæd jeres barn på efter vejret – vi går ud hver dag uanset vejr og vind (næsten), og det er ikke rart at være våd eller kold.

Garderoben

Det er forældrenes ansvar at holde orden i jeres barns garderobe, dvs. hænge jeres barns tøj op og sætte sko og støvler ind i rummet,hvis barnet har glemt det. Vi lærer børnene at rydde op generelt i gruppen, I klarer det individuelle.

Sygdom

Husk at ringe til os på tlf. 45 48 48 43 eller skrive på børneruden inden kl. 9.00 hvis jeres barn er sygt eller ikke kommer af en eller anden grund.

Børn der er syge, må ikke modtages i børnehaven, da de kan smitte de andre børn og personalet. Hovedreglen er, at barnet skal være frisk nok til at følge en normal dag, også en dag hvor vi er på tur. Barnet er rask, når det har været feberfri et døgn.

Kage/Slik

Børnene må ikke tage kage/slik med (ej heller i madkassen), og I bedes venligst begrænse de sukkerholdige produkter.

Ture

Vængebo går på tur minimum en gang om ugen. I den forbindelse har vi gode rygsække, som børnene låner i den periode, hvor barnet går i Vængebo. Personalet sørger for drikkevarer (fortrinsvis vand) til turen, så I bedes venligst ikke medbringe egne drikkevarer (det er både tungt for børnene at bære på, og juice og saft tiltrækker hvepse mv.) Personalet har altid børnenes kartotekskort med på turen, hvis der skulle ske noget, og vi får brug for at kontakte jer.

Legetøj

Man må gerne medbringe et styk legetøj i børnehaven, men Vængebo er ikke ansvarlige for legetøj, der bliver væk eller beskadiget. Har man legetøj med i børnehaven, må de andre børn også gerne lege med det.

Adresseændringer mv.

Husk at rette oplysningerne på børneruden hvis I flytter, skifter telefonnummer eller arbejde, så vi altid har de rigtige kontaktoplysninger på jer. Det er super vigtigt, at oplysningerne er ajour.

Havelågen

Husk altid at lukke havelågen forsvarligt efter dig.

Fødselsdage

I Vængebo prioriteres og fejres fødselsdage efter “Vængebo traditionen”. Når børnene møder, samles nogle stykker af dem sammen med en voksen i køkkenet, hvor der laves et kagehus til fødseldagsbarnet.

Flaget hejses udenfor, og der bliver sat musikinstrumenter frem i kælderen. Fødselsdagsbarnet møder omkring ved en 9.30 tiden, og vi samles alle på stuen og hører om barnets morgen, planer, gaver etc. Derefter går vi alle i kælderen, hvor barnet får lov til at vælge rækkefølgen på børnene, og hvordan vi skal gå ned i kælderen fx hoppe, løbe, kravle. Fødselsdagsbarnet sidder til højbords, mens de andre børn og voksne vælger et instrument, som vi spiller og synger fødselsdagssangen til.

Barnet får en gave fra Vængebo, som forældrene selv har købt (ca. 50 kr.), og der læses en bog eller leges lege, alt efter fødselsdagsbarnets ønsker. Hvad der derefter sker, aftales med personalet.

Nogle ønsker at holde fødselsdagen nede i børnehaven hele dagen, andre øsnker, at børnehaven skal komme på besøg i hjemmet. Nogle ønsker at byde på frokost, andre kage, det skal bare aftales og koordineres med personalet.

Hvis I inviterer børnehaven hjem, behøver I ikke lave en masse aktiviteter. Børnene ønsker bare at lege med fødselsdagsbarnets legetøj, og det at komme på besøg hos en kammerat er en stor oplevelse i sig selv. Barnet får sit kagehus med sig hjem.