Vængebos Sygdomspolitik
Vængebos sygdomspolitik.
Sygdom er ofte et ”tabuemne”, da det giver anledning til ekstra stress i vores familiers fortravlede hverdag. Det er derfor i alles interesse at begrænse spredningen af smitsomme sygdomme – især forkølelse, diarré og influenza. Generelt er der i institutioner en øget smitterisiko, da der er en masse mennesker samlet hver dag. Derfor har vi fokus på hyppig håndvask, udluftning og ordentlig rengøring.
På den baggrund har vi lavet følgende 10 bud, omkring sygdom i Vængebo.
Vængebo´s 10 bud om sygdom.
- Lad være med at aflevere et sløjt eller utilpas barn, også selvom barnet ikke har feber.
- Når du afleverer et sygt/ halvsygt barn i institutionen, udsætter du alle andre børn/personalet for smitten. Med hensyn til forkølelse skal du især være opmærksom på, at det er forkølelsens første dage, hvor de er mest smitsomme. Har barnet gult/grønligt (bakterielt snot) snot skal barnet ikke være i institutionen, og personalet vil sende barnet hjem.
- Har dit barn været sygt, så gør dig selv en tjeneste og hold barnet hjemme en ekstra dag eller to. På den måde er der langt større chancer for, at barnet ikke bliver hurtigt sygt igen.
- God hygiejne, specielt håndvask, nedsætter smittefaren væsentligt. Små børn kan sagtens lære dette i en tidlig alder, hvis både forældre og personale deltager aktivt.
- Mange sygedage kan undgås ved ekstra omtanke. Hvis du fornemmer, at dit barn er ved at blive sygt, kan sygdommen oftest tages i opløbet, så sygdomsforløbet ikke forlænges unødigt. Dette er til både barnets og dit eget bedste.
- Et sløjt barn har mest behov for sin mor eller far. Hvis dette ikke er muligt, så forsøg at finde et andet sted, så barnet skånes for en larmende og krævende dag i institutionen. Der findes en meget fin ”mormorordning” i Rudersdal kommune – se kommunens hjemmeside.
- Se på barnets almene tilstand, inden du afleverer ham/hende. Det er dig, der kender barnet bedst og det er dit ansvar. Det er ikke til dit barn bedste, hvis det har brug for smertestillende, for at kunne klare en dagligdag i børnehaven. Er du i tvivl om retningslinjerne vedrørende børnesygdomme, står personalet naturligvis til rådighed med vejledning.
- Et barn med en dårlig almen tilstand er meget ressourcekrævende for personalet. Barnet kræver ekstra omsorg/pleje, hvilket går ud over de øvrige børn i børnehaven.
- Diarré og opkast er yderst smitsomt. Du er den eneste, der ved, om barnet har diarré eller kaster op. Personalet ”opdager” det først senere! Tænk på alle de andre børn, som dit barn udsætter for smitte. Det er uhensigtsmæssigt og egoistisk at aflevere et barn med begyndende diarré eller opkast i institutionen.
Efter sygdomsperioden skal barnet være rask to dage før det må komme i institution igen. Ved den seneste omgang diarre, var oplysningen på landsplan, at det smittede i to dage efter man var blevet rask igen! - Hvis alle gør en helhjertet indsats for at nedbringe de forskellige smitterisici bliver sygedagene minimeret og vi får alle sundere og gladere børn og personale.
Summa summarum ser vi helst ikke, at et sygt barn afleveres i institutionen. Barnet bør først møde igen, når det kan deltage i de normale aktiviteter – også udendørs. Afleveres et ”tvivlsomt barn”, så er personalet i sin gode ret til at nægte at modtage barnet, selvom barnet ikke har feber Personalet har bestyrelsens fulde opbakning hertil.
Vi håber, at I alle vil hjælpe til med at få nedbragt antallet af sygedage – til gavn for os alle.